Landsforeningen Bedre Byggeskik

Formål og initiativtagere
Landsforeningen Bedre Byggeskiks formål var at fremme en bedre byggeskik på landet i Danmark. Byggeskik er et ældre ord for byggemåde. I ordet skik ligger en betydning om tradition - skik og brug, men også om orden - at sætte skik på noget, og både tradition og orden spillede en stor rolle i foreningens idegrundlag.

Landsforeningen Bedre Byggeskik (1915-1965) blev stiftet som en reaktion på, hvad initiativtagerne så som en teknisk forringelse og æstetisk forarmelse af byggeriet i de danske stationsbyer og landområder. Den internationale industrialisering havde bragt nye og billige masseproducerede byggematerialer såsom støbejern, tagpap, skifer og cement til landet, men disse nye materialer havde landets bygmestre svært ved at indpasse i en lokal håndværkstradition. Resultatet var en bygningskultur, der ifølge initiativtagerne mistede sine kvaliteter og med den borgerlige kulturdebattør Emma Gads ord repræsenterede det "umaadelige Smagens Forfald" (fra artiklen "Skønhedssansen paa Landet" i fagbladet Architekten 1904). Et forfald som foreningens sekretær Harald Nielsen (1886-1980) i 1924 beskrev ved at sammenligne arkitektur med sprog. Harald Nielsen mente, at de seneste generationer af danske bygmestre havde lært nogle løsrevne gloser af arkitekturens internationale sprog, men de fik ikke lært grammatikken: "Vore Oldefædre forstod deres Tids og Egns Dialekt, vi vil lære Arkitekturens Verdenssprog, og det sker på Baggrund af de gamles fornuftige Formsprog." ( Harald Nielsen i Bygmesterbogen 1932 p. 272).

Landets håndværkere og bygmestre (håndværksmestre, der både leverede tegningerne og stod for opførelsen af et hus) havde i deres uddannelse ikke fået forudsætningerne for at bruge de nye materialer og med brugen af de nye materialer, havde bygmestrene glemt den lokale byggeskik.

Foreningens formål var derfor at vende tilbage til en svunden tradition, hvor bygmestre og håndværkere arbejdede sammen om at skabe solide, enkle og harmoniske bygninger ved brug af gode materialer.

Ønsket om en autentisk national bygningskultur
Initiativtagerne til Landsforeningen Bedre Byggeskik bestod af bl.a. arkitekter, byg- og håndværksmestre, gårdejere, husmænd og forskellige kulturpersonligheder. F.eks. var digteren Johan Skjoldborg med sit stærke engagement i forbedringen af husmændenes vilkår en ivrig fortaler for de kulturelle og sociale aspekter, der også lå i foreningens arbejde.

I foreningens første arbejdsgrupper sad, foruden håndværksmestre og repræsentanter for landområdernes udstykningsforeninger, kendte navne indenfor bygningskunsten: f.eks. arkitekterne Martin Nyrop (1849-1921), P.V. Jensen-Klint (1853-1930), Anton Rosen (1859-1928), Ivar Bentsen (1876-1943), Kristoffer Warming (1865-1936), Carl Brummer (1864-1953) og kunsthistorikeren Vilhelm Lorenzen (1877-1961). Flere af disse arkitekter f.eks. Martin Nyrop og især P.V. Jensen-Klint og Ivar Bentsen var rundet af højskolebevægelsen. Dette gav sig udtryk i et ideologisk slægtskab mellem foreningens program og højskolernes uddannelsestilbud.

Landsforeningen Bedre Byggeskik havde ideologiske slægtskaber uden for nationens grænser. I hele den vestlige verden havde det nye industrisamfunds store byer medført en længsel efter autenticitet og en større sammenhæng mellem menneske, landskab og tradition. Tabet af det gode håndværk og den nationale bygningskultur, der hidtil var blevet overleveret gennem generationer, stod som omdrejningspunktet i mange europæiske bevægelser såsom den engelske Arts and Crafts movement, de tyske Deutscher Bund Heimatschutz og Deutscher Werkbund og den svenske Föreningen för Svensk Hemsljöd.

Landsforeningen Bedre Byggeskik var med udgangspunkt i P.V. Jensen-Klints modstand mod de såkaldt "akademiske" arkitekter en bevægelse, hvor det praktiske arbejde og de, der skulle udføre arbejdet, var i højsædet.  P.V. Jensen-Klint så sit program som en demokratisering af bygningskulturen: "Skønhedskulturen hørte jo Akademiet til. Engang ejede Bønderne og Borgerne og Haandværkerne deres gode Part deraf; lad dem faa igen, hvad der er deres." (Lyhne og Nielsen 1994 p.230)

I en søgen efter enkle og autentiske bygninger begyndte arkitekterne, f.eks. i Foreningen af 3.die December 1892, at opmåle og studere den ældre hjemlige bygningskunst opført af lokale håndværksmestre. P.V. Jensen-Klint erklærede, at en højnelse af den danske landlige bygningskultur afhang af en bedre uddannelse af håndværkerne og bygmestrene. Flere arkitekter havde gennem Akademisk Tegnehjælp (oprettet 1907 med arkitekt Poul Holsøe (1873-1966) som primus motor) arbejdet vederlagsfrit for, at bygmestre kunne få hjælp til udarbejdelse af projekttegninger. Denne praksis blev videreført af Landsforeningen Bedre Byggeskik, og netop uddannelsen af håndværkerne og Tegnehjælpen, hvor både bygmestre og lægfolk for små eller ingen midler kunne få arkitektfaglig rådgivning, blev foreningens væsentligste indsatsområder og største succeser.

Aktiviteter og virkeområder
Foreningens fokus var fra starten rettet mod de store ændringer, der skete i den danske bygnings- og landskabskultur i anden halvdel af 1800-tallet. I kølvandet på den industrielle udvikling fulgte ny teknologi, nye masseproducerede materialer, nye byggemåder, ny infrastruktur, øget befolkningstilvækst, og jernbanen betød, at mange nye stationsbyer opstod. Det var disse nye byer, som Emma Gad m.fl. så på med Forfærdelse, da byerne var blottet for skønhed og solidt håndværk.

Især i de tidlige år arbejdede foreningen ihærdigt på at få budskaberne om en bedre byggeskik ud til så stor en del af befolkningen som muligt. Den ønskede at fremme en bedre byggeskik på landet ved "at øge Befolkningens Forstaaelse af Byggeriets alsidige Betydning som almindeligt Samfundsaktiv og som Kulturfaktor" (Harald Nielsen i Bygmesterbogen 1932 p. 37). Indsatsen kan opregnes i 5 hovedområder, der forblev rygraden i foreningens virke gennem alle årene:

1. Konsulentvirksomheden Tegnehjælpen

2. Kurser for bygmestre og håndværkere

3. Udstillinger og foredragsvirksomhed

4. Publikationer - såsom årsberetninger, avisartikler og hæfter, hvori der blev agiteret for foreningen og dens arbejde

5. Udarbejdelse og reproduktion af typetegninger til huse og gårde

1. Tegnehjælpen
I 1916 oprettede Landsforeningen Bedre Byggeskik et Tegnekontor - senere kaldet Tegnehjælpen, hvor arkitekter på skift indgik i arbejdet. Det blev dog hurtigt arkitekt Harald Nielsen, der i praksis overtog ledelsen og det meste af tegne- og projektarbejdet.

Tegnehjælpen ydede billig, eller i særlige tilfælde gratis, hjælp til bygherrer og bygmestre, der ønskede en arkitektfaglig vurdering af deres projekter. Projekterne var mangeartede. Henvendelserne kom fra hele Danmark og vedrørte alt fra sommerhuse, enfamiliehuse, mindre erhvervsbyggerier til små og større landbrugsejendomme. Især kom der mange henvendelser om boligbyggeri i de hastigt voksende forstæder og i stationsbyerne. Henvendelserne kom fra arbejdsmænd, landmænd, faglærte og funktionærer f.eks. lærere. Desuden blev der udarbejdet tegninger til mere offentlige bygninger såsom forsamlingshuse og skoler. Tegnehjælpens store succes resulterede i årene 1916-1941 i 1350 projekterede byggearbejder; i alt ligger der i Tegnehjælpens arkiv over 1600 sager (Floris 2005 p.101). Derudover blev der ydet æstetisk og teknisk korrektur af en mængde bygmesterprojekter, der allerede var i gang.

2. Kurser for bygmestre og håndværkere
Landsforeningen Bedre Byggeskik blev til i en tid præget af folkelige selvhjælpsbevægelser såsom andelsbevægelsen, højskolebevægelsen, husmandsbevægelsen, husflidsbevægelsen, afholdsbevægelsen og de religiøse bevægelser, der ud over at hjælpe deres medlemmer til øget indsigt, indflydelse og indkomst, også var ideologiske dannelsesprojekter. Ønsket om at opdrage og uddanne lå i tiden, og der blev oprettet mange højskoler, friskoler og mere fagligt orienterede skoler rundt om i landet. I starten var især arkitekterne P.V. Jensen-Klint og Ivar Bentsen dedikerede undervisere og ivrige foredragsholdere for foreningen, senere blev det den stabile ankermand Harald Nielsen, der stod for landsforeningens undervisning og foredrag.

Udgangspunktet var bygmesterskolen i Holbæk, hvor mange af foreningens bygmestre blev uddannet, men for at nå ud til så mange medlemmer som muligt, drog undervisere og foredragsholdere gerne rundt i hele landet og afholdt kurser. Der var tale om to typer kurser: et bygmesterkursus der blev afholdt om vinteren, og et sommerkursus for lærere i byggefagene der omhandlede bygningskultur og opmålinger. Vinterkurset var det vigtigste led i foreningens uddannelsesarbejde. Her kunne bygmestrene få vejledning i projektering og detaljering af de byggeopgaver, som de allerede var i gang med. Om aftenen var der lysbilledforedrag med emner som "Bygningens Legemsprofil og Facaderelief" (Floris 2005 p.99), der skulle skærpe bygmestrenes formsans.

3. Udstillinger og foredragsvirksomhed
I forbindelse med sommerkurserne indbød foreningen egnens håndværkere og andre interesserede til et indledende foredrag og en udstilling af de foregående års opmålingstegninger og vinterens bygmesterkurser, og der vistes arbejder fra Tegnehjælpen. Desuden blev der etableret vandreudstillinger ofte i samarbejde med husmands-, håndværker- og byggeforeninger. Til disse udstillinger blev der vist farvelagte plancher og nøje detaljerede papmodeller af foreningens typebygninger. Papmodellerne blev bl.a. produceret af indsatte i Nyborg Statsfængsel, og således deltog foreningen i udviklingen af papsløjd som undervisningsfag i fængselsvæsenet.

4. Publikationer
I Landsforeningen Bedre Byggeskik mente man, at den største hindring for kvalitet i landbyggeriet var, at den almene landbefolkning ikke havde hverken interesse for eller forståelse af den danske bygningskultur. Landbefolkningen skulle derfor "vækkes og dannes" i forhold til national og æstetisk bygningskultur. Foreningen var yderligere af den overbevisning, at der var en sammenhæng mellem den æstetiske og den sociale orden - et opdragende aspekt: i en æstetisk orden kunne en menneskelig og samfundsmæssig orden opretholdes. Ydermere ville en øget dannelse styrke landbefolkningens selvbevidsthed, og i sidste ende skabe en mulighed for at forbedre deres sociale vilkår.

Derfor lagde foreningen en stor indsats i at udbrede kendskabet til bygningskulturen gennem avisartikler, publicerede foredrag og årsberetninger. I disse publikationer blev foreningens æstetiske idealer og definitioner af skønhedsbegreber i bygningskunsten begrundet på forskellige måder. Der blev argumenteret med udgangspunkt i bygningskunstens historiske og tekniske udvikling eller i den orden, som man fandt i naturen selv - f.eks. i et blomsterblads opbygning.

5. Typehuse og mønsterbygninger
Allerede i 1909 havde flere af de arkitekter, der senere blev fremtrædende i Landsforeningen Bedre Byggeskik, udarbejdet og opført et omfangsrigt typeprojekt i fuld skala. Til Landsudstillingen i Aarhus samme år fik de bygget en mønsterstationsby, der viste, hvordan de typiske bygninger i en stationsby kunne fremstå som en funktionel og æstetisk helhed. Stationsbyens huse demonstrerede de typer, der skulle være normen for det håndværksmæssige byggeri opført af landets bygmestre.

Ved at fremstille typer til byggeriet opført af bygmestre var Landsforeningen Bedre Byggeskik med til at sætte arkitektonisk fokus på det beskedne bolighus - enfamiliehuset. Foreningens arkitekter udarbejdede enkle og velbeskrevne typeprojekter, som blev offentliggjort i foreningens årsberetninger og i en slags kataloger: Boligbogen fra 1926, Bygmesterbogen og  Den 2den Bygmesterbog fra henholdsvis 1932 og 1941. Der var stor efterspørgsel på de publicerede typetegninger, og Landsforeningen Bedre Byggeskiks retningslinjer om enkle huse i gedigne materialer har sat sine spor på den danske boligkultur helt frem til i dag.

Også landbruget fik sine typer. Der blev udarbejdet detaljerede projekter til nye typer af landbrugsbygninger - de såkaldte mønstergårde, og andelsbevægelsen fik tegnet mejerier og bagerier. Via konsulentarbejde for Statens Jordlovsudvalg fik Landsforeningen Bedre Byggeskiks arkitekter også stor indflydelse på de mange nye husmandsbrug og landarbejderboliger.

Foreningens arkitekter stod desuden for opførelsen af en del af det statslige byggeri, der fulgte udbygningen af landområderne f.eks. præsteboliger, alderdomshjem og skoler. Med et forsigtigt skøn findes der over 30.000 bygninger i Danmark, der er opført med forbindelse til Landsforeningen Bedre Byggeskiks virke.

Landsforeningen Bedre Byggeskik nedlægges
Landsforeningens Bedre Byggeskiks aktiviteter blev langsomt indskrænket efterhånden som mange af foreningens funktioner blev integreret i velfærdsstatens offentlige instanser f.eks. i Boligministeriet og i Statens Byggeforskningsinstitut (begge oprettet 1947). Samtidig skrumpede de betydelige statstilskud (20.000 kr. i årene 1921-25) som foreningen fik til enten meget små beløb (2000 kr. i 1939) eller de bortfaldt helt. Fordi Tegnehjælpens arbejde som regel var en underskudsforretning, var det medlemmernes kontingenter, der skulle finansiere foreningens aktiviteter, men da foreningen henvendte sig til en befolkningsgruppe, der ofte kom fra beskedne kår, måtte kontingentet holdes på et overkommeligt niveau (3 kr. i 1925) (Floris 2005 p.39).

Der er ingen tvivl om, at bevægelsens gennemslagskraft var stor og størst i årene inden 2. verdenskrig. Under krigen var byggeaktiviteten stærkt faldende bl.a. på grund af manglen på byggematerialer. Efter krigen var det kulturelle fokus blevet ændret. De nationalromantiske toner, som bevægelsen oprindeligt havde slået an, var bl.a. som følge af begivenhederne i 2. verdenskrig blevet tabuiseret.

Efterhånden som velfærden fik tag i det danske samfund kunne den traditionsbundne nøjsomhed og det strenge og ufleksible regelsæt, der havde præget foreningens ideologi og arkitektur, ikke rumme tidens nye livsformer. Allerede i 1928 i det kulturradikale tidsskrift Kritisk Revy beskrev arkitekt Edvard Heiberg harskt Landsforeningen Bedre Byggeskiks ulyst til store vinduer: "Butikkerne, disse modbydelige simple moderne Foreteelser camoufleres paa de mærkeligste Maader, som Karnapper à la Tønder eller som Verandaer. Indgangen til Butikken gemmes i Husets Opgang. Stakkels dødsdømte Købmand i Æbeltoft. Han fortjente et Mindesmærke. Hvem af os ville gaa med til at lade sig levende begrave - for Skønhedens Skyld? Oven i Købet en gammel Skønhed!" (Edvard Heiberg i Kritisk Revy, hefte 2, 1928). De sidste 15 år bestod foreningens arbejde hovedsagligt i at bistå forskellige udstykningsforeninger med korrektur af tegninger.

I 1965 - året for sit 50 års jubilæum - nedlagde Landsforeningen Bedre Byggeskik sig selv.

Til Top

Billede 1
Forsiden af bogen Bygmesterskolen med artikler af P.V. Jensen Klint.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Billede Ny 1
Skitse til godkendelsestavler tegnet af P.V. Jensen-Klint
.

 

Billede 2
Medlemskort til Arts & Crafts designet af William Morris.

Billede 4
Søren Mays gård i Holbæk fra 1670. En af de historiske bygninger Foreningen af 3.die December 1892 opmålte. Gården er nu en del af Holbæk Museum.

Billede Ny 5
Deutscher Werkbund blev oprettet i 1907 af tyske arkitekter og formgivere.

 


 

 

 

 

Billede Ny 2
Titelblad til Foreningen af 3.die December 1892, 1900-1905.

 

Billede 5
Bedre Byggeskik - detalje fra årsskrift.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Billede 6
Eksempel fra Tegnehjælpen.


 

 

 

 

Billede 7
Bygmesterskolen i Holbæk - i dag ejerboliger.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Billede 8
Bygningsmodeller til udstillingsbrug fremstillet af fanger i Nyborg Statsfængsel i 1920'erne. Modellerne opbevares på Erhvervsarkivet i Århus.

Billede 9
Forside af Bedre Byggeskiks årsskrift.

 

 

 

 

 

 

Billede Ny 4
Gade i Stationsbyen på Landsudstillingen i Aarhus i 1909.

 

 

 

 

 

 

 

 

Billede 10
Mønstergården Ebbehøjgaard ved Igelsø.