God, Bedre, Bedst?

Traditionens orden
Ordet "Bedre" i Landsforeningen Bedre Byggeskiks navn indikerer, at noget er bedre end noget andet - det etablerer en norm. Ordet "skik" henviser til tradition som i "skik og brug", men ligeledes til orden som i "at sætte skik på" noget. Tradition og orden er centrale begreber i foreningens arkitektoniske program. Begreberne kom til udtryk i foreningens bestræbelser på at finde en form for arkitektonisk gyldighed, der lå ud over det individuelle eller det tilfældige, i det vi kalder "smag".

Landsforeningen Bedre Byggeskiks oprindelige ideolog arkitekten P.V. Jensen-Klint (1853-1930) tillagde den bygningskulturelle orden, der var i traditionen, størst betydning. Gennem generationer af håndværkere og bygmestre var de tekniske og æstetiske normer blevet overleveret gennem de almindelige bygninger, således at normerne var blevet indarbejdet ikke blot i bygningskulturen, men i den nationale kultur som helhed. De tekniske normer - håndværket, og de æstetiske normer - skønhedssansen, var betinget af en række forskellige faktorer - f.eks. af hensigtsmæssigheden i brugen, af de naturligt tilstedeværende byggematerialer, af landskabet og af klimaet.

I traditionens normer fandt P.V. Jensen-Klint det arkitektoniske og pædagogiske  program, der skulle danne grundlag for Landsforeningen Bedre Byggeskiks aktiviteter: "I Tilknytning til de gamle Husformer skabe Hustyper, der uden store Ændringer kan benyttes af praktiske Bygmestre, som kender vor Tids Krav og ikke tilstræber nogen art af Originalitet, men alle arter af Solidaritet. Gentagelsens Kunst er af lige saa stor Værdi som Nyskabelsens, den hører Haandværkeren til og kan ikke tilfredsstillende øves af andre, Fornyelsen tilhører Kunstneren og kan kun forsvarligt ske gennem ham. Gentagelsen skaber Fuldkommenheden i det daglige, Fornyelsen Fuldkommenheden gennem Tiderne." (Ved det tekniske Selskabs Generalforsamling den 27. maj 1909 udgivet i bogen Bygmesterskolen 1911).

'Skønformens' orden
I løbet af foreningens første 10 år kom arkitekten Harald Nielsen (1886-1980) som underviser, redaktør og leder af Tegnehjælpen til at spille en større og større rolle i foreningens ideologiske arbejde, og i de sidste mange år var han foreningens absolutte centrum. For Harald Nielsen blev ordensbegrebet udvidet til noget alment menneskeligt, en slags menneskelig ursans for skønheden, et behagsindtryk fremkaldt af 'skønformen'. Skønformen i arkitekturen skulle opnås ved, at en bygnings konstruktive orden var enkel og let-aflæselig og derved kunne tilfredsstille en "primitiv og grundlæggende tyngdefornemmelse" hos mennesket. Æstetikken var baseret på en fastlagt letforståelig orden udvundet af en konstruktiv fornuft. På den måde forsøgte Landsforeningen Bedre Byggeskik at forbinde æstetikken med fornuften.

Arkitekturen var ifølge Harald Nielsen et verdenssprog, der havde sin oprindelse i naturen. Han anså følelsen for skønhed i menneskelige frembringelser som en ubevidst efterligning af naturens frembringelser - sågar af naturen selv: "Skeletbygninger i Dyre- og Planteverdenen, symmetriske cellebygninger i Organismer, har sine plumpe Efterligninger i Bygningskunsten." (Bygmesterbogen 1932  p.275). Arkitekturens naturlov var et organisk ordensbegreb, hvor der var en naturlig sammenhæng mellem æstetik og simple måleforhold, og her var symmetrien det naturbestemte ordensbegrebs simpleste, men også fornemmeste form. Skønhed var lig med orden for Landsforeningen Bedre Byggeskik.

Oprindeligt opstod Landsforeningen Bedre Byggeskik som en æstetisk reaktion på 'smagløsheden', og at definere og begrunde 'den gode smag' blev ved med at være foreningens drivkraft. Med foreningens fokus på bygmestrene og deres praktiske baggrund måtte foreningen legitimere den gode smag ved at begrunde æstetikken med fornuften. Som tiden gik, blev det sværere at kombinere foreningens begreber om skønhed i en bygnings udseende med fornuft i en bygnings funktion. Efterhånden som funktionerne i bygningerne blev mere og mere komplekse, blev den symmetriske inddeling i fag, som var en næsten ufravigelig regel i skønformen, stadig sværere at gennemføre. I mange tilfælde vandt facadens orden over husets funktionalitet.

Socialæstetisk bevægelse
I Landsforeningen Bedre Byggeskik så man en sammenhæng mellem den sociale og den æstetiske orden. Man var af den overbevisning, at gennem æstetikkens sanselige oplevelse kunne et samfundssyn formidles til befolkningen. I æstetikken lå et opdragende aspekt; i en æstetisk orden kunne en menneskelig og samfundsmæssig orden opretholdes. Samtidig håbede foreningen, at den æstetiske vækkelse ville gøre landbefolkningen mere selvbevidst og "civiliseret" dvs. dannet og derved skabe en mulighed for forbedring af de sociale vilkår i landområderne. Landbefolkningen skulle animeres til livet i velfærdsstatens nye fællesskab ved at bo i smukke harmoniske huse uden overdreven pynt, huse der var gennemtænkte og præget af respekt for det gode håndværk og gedigne materialer, huse med et fælles formsprog, der rakte ud over det individuelle.

Foreningen bestræbte sig på at udvide sit arbejdsområde til ikke blot at være en uddannelse af håndværkere og bygmestre, men til at være en omfattende almen dannelsesopgave, hvor der skulle skabes resonans for foreningens skønhedsbegreber i den brede befolkning. Man anså nemlig befolkningens manglende interesse i og forståelse af bygningskulturen som den største hindring for at opnå værdier i det almene byggeri. Med denne indsats indskriver foreningen sig i rækken af de såkaldt socialæstetiske bevægelser, der var udbredte i overgangen mellem 18- og 1900-tallet.

I lighed med flere andre socialæstetiske bevægelser var Landsforeningen Bedre Byggeskik udtryk for en anti-urban reaktion på 1800-tallets industrialiserede samfund. Landet og naturen blev opfattet som det autentiske og det sunde, hvorimod byen blev forbundet med det forlorne og det fordærvede. Landsforeningen Bedre Byggeskik var landbobevægelsens svar på en bedre boligkultur i industrisamfundet; et lignende civilisationsønske for mennesker og bygninger lå i arbejderbevægelsens byggeforeninger og havebyforeninger, der på samme tid opstod i byområderne.

Funktionalisme
I storbyen fik den romantiske ide om traditionens og naturens betydning for bygningskulturen dog hurtigt konkurrence af funktionalismens funklende tro på fremtiden og de nye bygningsmaterialers mulighed for at skabe bygninger, der imødekom det moderne samfunds bygnings- og boligbehov. Funktionalismen, der ønskede at frigøre sig fra fortidens tekniske, æstetiske og funktionelle bindinger, tog afstand fra den eksisterende kultur - den kultur som Landsforeningen Bedre Byggeskik fandt sin eksistensberettigelse i. De funktionalistiske arkitekter ønskede at viske tavlen ren og skabe en ren historieløs stil.

Landsforeningen Bedre Byggeskik tog tappert kampen op mod funkisstilen, som foreningen anså for at være lige så meget mode og lige så lidt funktion som den oprindelige "fjende" - de smagsforladte stationsbyer. På trods heraf anerkendte Harald Nielsen, at der kunne være "enkle og renfærdige" arkitektoniske kvaliteter i de funkisbygninger, som han bedømte som "real Funktionalisme". Det kunne være svært med Landsforeningen Bedre Byggeskiks nationalromantiske baggrund at forklare de åbenlyse arkitektoniske kvaliteter i f.eks. arkitekten Arne Jacobsens egen villa (opført 1928-29 i Ordrup), men med beskrivelser som: "Bygningens "Friluftsorientering" er en tillidsfuld Kærlighedserklæring til det danske Sommerklima" blev radikaliteten i den internationale hvide modernisme forsøgt tæmmet. I foreningens senere udgivelser kunne man ikke længere holde stand mod de nye udtryk, og hustyper inspireret af et moderne formsprog sneg sig ind, men foreningen fraveg ikke sine oprindelige ideer. Det fremgår af følgende advarsel, der fulgte beskrivelsen af Arne Jacobsens villa: "Den moderne Arkitektur - uden fastlagt Formlære - kræver en Kunstners instinktive Skaberevne, den er ikke Haandværkerkunst." (Harald Nielsen i Den 2den Bygmesterbog 1941).

Arkitektur og byggeskik
Foreningens ideolog P.V. Jensen-Klint, der konsekvent titulerede sig Bygmester, anså sit program som en demokratisering af bygningskulturen. Han nærede en stor modvilje mod de "akademiske" arkitekter, som gennem historicismens stilarkitektur havde forrådt landets kultur med deres "abstrakte djævelskab": Skønhedskulturen hørte jo Akademiet til. Engang ejede Bønderne og Borgerne og Haandværkerne deres gode Part deraf; lad dem faa igen, hvad der er deres." I Landsforeningen Bedre Byggeskik så han en bevægelse, hvor praktikerne og praktikken var i højsædet.

Det er symptomatisk, at de fleste af P.V. Jensen-Klints egne projekter er langt mere ekspressive og eksperimenterende end de idealer, han fremsatte for foreningens typer. Fordi det, P.V. Jensen-Klint beskrev i 1911, var en gensidighed mellem arkitektur og byggeskik - mellem arkitekt og håndværker. Problemet for Landsforeningen Bedre Byggeskik var bare, at de mest visionære arkitekter med kunstnerisk drivkraft mistede interessen for foreningen, som dermed langsomt gik i stå. Originalitet kom til at mangle i foreningens projekter, der stivnede i en fast og gammelkendt form. Gentagelsens kunst alene kunne ikke vedligeholde - endsige skabe - nye hustyper, der kunne tjene som et arkitektonisk forbillede - som type.

Til Top

Billede 1
Arkitekt P.V. Jensen-Klint (1853-1930).

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 


Billede 2
Arkitekt Harald Nielsen (1886-1980).

 

 

 

 

 

 

 

 

Billede Ny 1
Sådan skulle det ikke gøres ifølge Bedre Byggeskik. Lene Floris p. 30.


Billede 3
For Bedre Bygeskik bevægelsen var det danske landskab og den regionale byggeskik et ideologisk og æstetisk udgangspunkt.

 

 

 

 

Billede Ny 2
Logo fra forsiden af Harald Nielsens Boligbogen. Nyt Nordisk Forlag, Arnold Busck, København 1926.

 

 

 

 

 

 

Billede 4
Akademisk Arkitekturs Nulpunkt. Kritisk Revy 1928 nr. 2.

Billede 5
Fra Storm Petersens "Mit Panoptikum" i avisen BT, 1930'erne.

 

 

 

Billede 6

Billede 7
Nyt villakvarter i Holbæk, 2004. Vejene er opkaldt efter Ivar Bentsen og Marius Pedersen -  Bedre Byggeskik?